DISKOFIL brød igennem lydmuren i det herrens år 1995, med det mere end platin sælgende debutalbum “PLAGIAT” (80.000 stk) og var med til at definere dance-pop-genren i Danmark.
Hjembyen Randers kom på det musikalske landkort, og hitlisterne var rødglødende.
Med danske fortolkninger af store udenlandske hits, samt opdaterede versioner af gamle danske-slager-sange, hærgede Diskofil alle landets hitlister, TV shows, Radioer, byfester, festivaller og klubber frem til slutningen af 1999, og efter mere end 1.500 koncerter og et albumsalg på over 300.000 stk. stoppede de i år 2000.
Sange som “Fem frikadeller”, “Aage”, “Dinge Dong”, “Da Johnny ble’ til Connie” er den dag i dag udødelige klassikere, og diskofils udgaver af “Julebal”, “Alt Det Som Ingen Ser“, “Hvor skal vi sove i nat?”, og mange mange flere, fylder stadig dansegulvene overalt i landet.
Diskofil er tilbage og glæder sig til at vælte hjembyen Randers på BLÅ SOL – Og vi lover, det bliver det bedste bud på en fantastisk diskofest med masser af overraskende elementer som et besøg af julemanden, en transvestit og en go’ gang spjætmazurka.