Årets sommer-øl: Beard Brew og Randers Bryghus lancerer Blå Sol Ale

Del meddelse

Når Blå Sol igen løber af stablen til sommer, bliver det med en helt ny specialøl i glasset

Beard Brew og Randers Bryghus har i samarbejde udviklet årets officielle festivalsøl; en let og forfriskende sommer-ale.

Blå Sol Sommer Ale er en lys og sprød ale med ren maltprofil, diskret frugtighed og en tør, elegant afslutning – skabt til lange, lyse dage og kolde fadøl foran scenen.

Det er en øl med fokus på balance og friskhed, som naturligt inviterer til én mere.

Hvis man glæder sig til sol og glade dage, og hvis man vil have en smagsprøve på Blå Sol, lanceres øllen allerede fredag 24. april.

Den vil være tilgængelig i udvalgte dagligvarebutikker hen over sommeren og den vil også kunne opleves på hanerne hos lokale beværtninger.

Øllen bliver naturligvis også at finde på fad under Blå Sol, sammen med en masse andre forfriskninger bag barerne.

En 44 centiliters milepæl

Som noget helt særligt markerer årets festivalsøl også en milepæl for Randers Bryghus.

Øllen er nemlig den første dåseøl fra bryggeriet og vil derfor kunne købes i 44 centiliters dåser i butikkerne.

Brygmester Jonas Jacobsen fra Randers Bryghus og Morten Fogdahl-Wiese fra Beard Brew er begge stolte af resultatet:

– Vi har ønsket at skabe en øl, der passer perfekt til festivalstemningen; let, frisk og med høj drinkability, men stadig med karakter. Det er en øl, man har lyst til at vende tilbage til.

Fra festivalsiden er der også glæde over det fortsatte lokale samarbejde.

– Det betyder meget for os at kunne præsentere en øl, der er skabt lokalt og specifikt til Blå Sol. Samarbejdet med Beard Brew og Randers Bryghus er med til at styrke den lokale forankring, som er en vigtig del af festivalens DNA, siger Vivi Schlägelberger, festivalleder på Blå Sol, og tilføjer:

– Derfor glæder vi os over at Blå Sol øllen kommer til salg i flere steder omkring Randers både før og efter festivalen. Og vi glæder os til, at vores frivillige bartendere i lidt under halvdelen af vores barer på festivalen skal skænke denne her øl for vores gæster.

Årets festivalsøl er en ærlig og moderne sommerøl, der gør sig lige godt på festivalpladsen som på terrassen.