Blå Sol åbner billetsalget til 2027: – Vi glæder os allerede helt vildt

Del meddelse

Onsdag 30. september klokken 19.00 åbner billetsalget til Blå Sol 2027. Den populære festival har de sidste to år kunnet melde udsolgt

Efter endnu en udsolgt festival på Nordre Fælled er blikket allerede rettet mod næste sommer – for 5. juni 2027 vender Blå Sol tilbage!

Onsdag 30. september klokken 19.00 åbner Blå Sol nemlig for billetsalget til festivalen i 2027.

– Vi glæder os allerede helt vildt til at åbne dørene til Blå Sol igen næste år. Efter en fantastisk festival i 2026 er vi fulde af energi og idéer til 2027, og vi håber, at både gamle og nye gæster har lyst til at være med, siger festivalleder Vivi Schlägelberger.

Interessen for Blå Sol har været stor fra festivalens begyndelse, og både i 2025 og 2026 kunne der meldes udsolgt. De første 8000 billetter til Blå Sol 2026 blev revet væk, og festivalen valgte efterfølgende at udvide kapaciteten. I alt knap 13.000 deltog, da Nordre Fælled dannede ramme om årets festival i juni.

– Vi går efter samme kapacitet på pladsen i 2027, som vi havde i år. Der er ingen tvivl om, at Blå Sol er blevet festen, som folk ikke vil gå glip af, og derfor bliver det også spændende, om vi endnu engang kan melde udsolgt, siger Vivi Schlägelberger.

Nyhedsbrev giver adgang før alle andre

Allerede mandag 28. september – 48 timer før det officielle billetsalg – får festivalens nyhedsbrevsmodtagere adgang til et begrænset antal billetter gennem et særligt presale-link.

– Nyhedsbrevet er blevet et vigtigt samlingspunkt for mange af dem, der følger Blå Sol tæt. Derfor synes vi også, at det er naturligt at give dem lidt ekstra og lade dem komme først til billetterne, siger Vivi Schlägelberger.

For at markere åbningen af billetsalget udlodder Blå Sol 10 barkort på 500 kroner blandt de nyhedsbrevsmodtagere, der køber billet gennem presale-linket. Derudover udloddes yderligere 10 barkort á 500 kroner blandt dem, der køber billet gennem det officielle billetsalg 30. september.

Blå Sol vender tilbage til Nordre Fælled i Randers lørdag 5. juni 2027, hvor festivalpladsen igen bliver fyldt med musik, fællesskab og folkefest.

Billetsalget åbner onsdag 30. september klokken 19.00, mens nyhedsbrevsmodtagere får adgang til presale mandag 28. september.