
Overskuddet fra sidste års Blå Sol er nu uddelt til en række foreninger og initiativer i og omkring Randers
Da tusindvis af mennesker sidste sommer samledes til musik og fællesskab på Nordre Fælled i Randers, var det ikke kun for at fejre musikken. Bag Blå Sol står nemlig en nonprofitorganisation drevet af frivillige – med et klart mål om også at give noget tilbage til lokalsamfundet.
Nu er overskuddet på 250.000 kroner fra sidste års festival blevet uddelt til en række lokale foreninger og initiativer, der arbejder for fællesskab, kultur og sociale aktiviteter i området. De tre hovedområder, som Blå Sol støtter, er udsatte unge, brugere af Nordre Fælled samt musik og scenekunst.
– Vi er enormt stolte af at kunne give noget tilbage til det lokalsamfund, som festivalen selv er rundet af. Det er hele idéen bag Blå Sol, at fællesskabet omkring festivalen også kan være med til at styrke fællesskaber i byen, siger Vivi Schlägelberger, festivalleder i BLÅ SOL.
Blandt modtagerne er Kirkens Korshær, Natteravnene, Husrum, SwimTeam Neptun, Randers Politiorkester, Sct. Clemens Spejderne og FDF – sammen med flere andre lokale initiativer.
Festivalen oplyser ikke de enkelte støttebeløb, men understreger, at støtten går til projekter, der skaber fællesskab og aktiviteter for børn, unge og voksne i lokalområdet.
For arrangørerne markerer uddelingen samtidig en særlig milepæl:
– Når vi nu kan give overskuddet videre til lokale foreninger, føles det lidt som at nå hele vejen rundt. Festivalen bliver skabt af lokalsamfundet – og nu giver vi tilbage til det igen.
Dermed er ringen sluttet, inden Blå Sol igen vender tilbage til Nordre Fælled i Randers den 6. Juni 2026.
Modtagere af overskuddet:
- Combat Boxing Vestervang: Til et kontingentfrit boksefællesskab)
- Kirkens Korshær: Til familieaktiviteter og havefællesskab
- SAMforeningen: Til tufting-aktiviteter
- Natteravnene Randers: Til SafeHouse/SafeSpot for unge i nattelivet
- Strømmen: Til naturfaglige aktiviteter
- Husrum: Til sociale og kreative arrangementer
- SwimTeam Neptun: Til fællesskaber for blandt andet para- og solsikke-svømmere
- Randers Politiorkester: Til øvedag med professionelle musikere
- Randers Jernbaneorkester: Til koncerter på plejehjem
- Sct. Clemens Spejderne: Til aktiviteter i forbindelse med spejdergruppens jubilæum
- FDF-spejderne: Til transportvogne til friluftsaktiviteter